Julefrokost 2001 hos Kent:


Årets JayPai Julefrokost 2001 markerer måske starten på en ny praksis,
nemlig at julefrokosten starter ved 12-tiden. Det gjorde vi i år, og
den generelle holdning er, at det var en stor succes; bla. var vi klar til
risalamanden allerede ved 20-tiden! I år blev også året hvor et par der
havde meldt deres ankomst alligevel ikke dukkede op, fx. havde Carsten
lige pludselig købt hus i Bagsværd og fået det fyldt op med larmende
tømrere denne lørdag aften!

Over-JayPai var ikke sen til straks at indføre en ny regel, kaldet SNAPS,
der kort og godt dækker over at elementer som glemmer at melde afbud
skal medbringe en flaske snaps til julefrokosten det efterfølgende år.
På den konto kan vi altså se frem til (mindst) to flasker snaps til
næste JayPai Julefrokost, som altså vil blive holdt lørdag den 30/11 2002,
hvis det skulle komme bag på nogen! Og mon ikke vi kan have som
udgangspunkt at det bliver i Århus eller omegn?

To flasker snaps var hvad vi havde indkøbt til i år - og pludselig
sidst på eftermiddagen var de begge tomme! Så helt kedelig havde
eftermiddagen så absolut ikke været. Asger havde bla. stået for
tilberedningen af grønkålen, og selv Troels ville utvivlsomt have
nikket anerkendende. I øvrigt nåede Asger at ringe 4 gange på vejen fra
Hovedbanen for at tjekke ruten, og han skal have stor ros for at
han fandt frem - selvom han nok ved 3. opkald, med beskeden ``satans
osse'' til vores telefonsvarer, var tæt på at give op; tæt på, i
mere end een forstand, for på det tidspunkt stod han nemlig foran
vores bygning!

Nå, men ved 21-tiden fulgte de første snapsefølgevirkninger, Jens fik
et lift med Roberts Gitte-taxi til Hovedbanen, og Peter B måtte bide
i det sure æble, eller rettere i sin næsten tomme risalamande skål.
Heldigvis var sovesofaen kun et tip ud til siden væk, og så lå han
ellers solidt der, mens Søren forsøgte sig med diverse chipsekast.
Forinden havde Peter dog sørget for at vi fik hørt de traditionelle
CD'er for fuld udblæsning. Ca. midnat traskede Søren af sted mod
Hovedbanen, og Asger og undertegnede fik på snedig vis sovesofaen 
slået ud uden anden reaktion end et grynt fra Peter!


Kent



JayPai Menu 2001:
-----------------

snaps (rød Aalborg, Jule Akvavit)

sild (hvide, dild, madeira) m/karrysalat, æg

flæskesteg m/rødkål

medister m/grønkål, rødbeder, brune kartofler

leverpostej m/bacon, champignon

sylte m/rødbeder, sennep

risalamande m/kirsebærsovs

chips